Fra: Susanne Svendsen

Sendt den 24 april 2008 kl 21.06.45

Til: boa@faaborgmidtfyn.dk

Kære borgmester Bo Andersen

Jeg skriver dette brev, fordi jeg egentligt tror at der er nogle af dine ansatte, der fører dig bag lyset. Derfor vil jeg fortælle dig den sandfærdige beretning, om min og Nannas kontakt med Faaborg-midtfyn kommune.

Jeg kan starte med at fortælle, at jeg har lagt en besked til Jørgen Kyed om, at han skulle ringe tilbage til mig, da der var nogle ting jeg gerne ville have afklaret med ham, og da jeg ikke har hørt noget fra ham efter jeg lagte beskeden i onsdags, så har jeg valgt at kontakte dig.

Først vil jeg fortælle, hvad det var Nanna blev tilbudt den 17. august, efter at have ventet i lang tid på, hvad kommunen havde at tilbyde hende efter hendes udskrivelse. Og efter at vi havde en aftale med Lene Nygaard den 7. august, hvor Lene Nygaard udeblev og vi ikke fik besked, før jeg mødte op til mødet, om at hun var syg, det er selvfølgelig ok at være syg og det er også ok, at de ikke havde meldt afbud, det kan jo ske for enhver. Men da det betød meget for Nanna, at hun endelig skulle have at vide, hvad hun skulle efter en lang sommerferie, bad jeg om at Lene Nygaard ringede til mig straks hun var tilbage på arbejdet, og fortalte Janni Ellegaard, hvordan Nanna ville reagere på ikke at få at vide hvad der skulle ske. (Som ventet blev Nanna meget deprimeret over at hun ikke kunne få at vide hvor hun skulle gå i skole) Vi blev ikke kontaktet af sagsbehandleren, jeg måtte selv kontakte Lene Nygaard den 14. aug. for at få en ny aftale. Det blev så den 17. august.

Til dette møde er Lene Nygaard, Nannas mormor, (som er med for at der en mindst en anden end mig der høre hvad der bliver aftalt) og så er jeg der naturligvis, Nanna er der ikke pga hendes socialfobi. Ved dette møde fortæller Lene Nygård, at hun har fundet en god skole til Nanna, som lige er egnet til hende. Det er Møllebakken, og de er indstillet på at Nanna kan møde op af formiddagen, da hun har svært ved at møde til almindelig skoletid. Vi får så at vide, at vi kan gå på nettet og læse om skolen. Og Lene Nygaard vil fremskynde ansøgningen om en støttekontaktperson til Nanna, en person der skal hjælpe Nanna med at komme op om morgenen og ud af døren.

Vi er meget positive, endelig er det lykkedes at finde en skole til Nanna, og Nanna bliver rigtig glad for at hun endelig skal i gang med skole igen. Men den glæde bliver kort, for da det lykkedes at finde skolens hjemmeside på nettet, bliver vi med det samme klar over, at det slet ikke er en skole for Nanna.

Vi blev tilbudt et skoletilbud til Nanna, på en skole med kun drenge, drenge som kognitivt fungere som 6-7årige, børn der begavelsesmæssigt befinder sig udenfor normalområdet osv. Ja, i det hele taget en skole med en målsætning, der slet ikke passede på Nanna. Nanna var almindelig intelligent (IQ på omkring 100)og hun kedede sig f.eks. på Søagerskolen, hvor der ikke var boglige udfordringer nok, og dette gjorde det svært for hende, at se formålet med at komme i skole.

Jeg skal love for, at det var hårdt at skulle fortælle Nanna dette. Men det ville være endnu mere hårdt, at se hende starte på en skole, hvor hun ikke ville passe ind, for det ville være endnu et kæmpe nederlag for Nanna. Et nederlag hun ikke kunne klare. Hvis du har brug for det vil jeg meget gerne uddybe for dig, hvorfor det slet ikke var en skole for Nanna.

Jeg forsøger straks mandag morgen at få fat i Lene Nygaard, hun er der dog først tirsdag. Her fortæller jeg hende om problematikken, hun er umiddelbart ikke enig, men vi aftaler at hun skal kontakte Møllebakken for at forelægge dem sagen. Her fortæller forstanderen efter at have læst Nannas papir, som jeg naturligvis har givet tilladelse til blev sendt til Møllebakken, at de ikke havde det rigtige skoletilbud til Nannas problemer, men at de da gerne ville tage hende.

Derfor startede Nanna ikke på Møllebakken, men Lene Nygaard lovede at arbejde videre på at finde et andet skoletilbud til Nanna.

Derudover kan det nævnes, at der heller var ikke noget klar med en støttekontaktperson, og da Nanna havde det så dårligt, var det nødvendigt med en dygtig støttekontaktperson eller to, der kunne supplere hinanden, ellers ville Nanna slet ikke komme af sted, da hendes socialfobi var for voldsom.

Jeg har så, efter at have fået aktindsigt i Nannas papir (det tog i øvrigt over 4 måneder for mig at få aktindsigt i Nannas sag, men det er jo en helt anden ting, men den tidsfrist er også som så meget andet overskredet mange gange), kunnet læse at det var hensigten, at vi med tiden skulle gå med til at Nanna skulle på et døgnophold der. Det er ikke noget der er blevet forelagt mig, hvilket også kan se ud af Nannas papir.

Jeg kan i øvrigt nævne at psykolog Åge Thomsen, som er superviser på Møllebakken, også støtter os i at det ikke var et skoletilbud Nanna kunne have brugt.

Efterfølgende har jeg nogle telefoniske samtaler med Birthe Bæk Lauersen fra skolesekretariatet, her bliver vi mødt med forståelse, og der bliver afholdt et møde i starten af september, hvor hun deltager + John Lademann (ungdomsskolen) og Charlotte (Søagerskolen) + Nanna og undertegnede. Det var et meget positivt møde, hvor det bliver aftalt at Nanna skal starte på nogle fag i ungdomsskolen, hvilket hun glæder sig rigtig meget til, hun føler at det er det rigtige… Men for at det kan lade sig gøre, er det vigtigt, at den støttekontaktperson, som Nanna har brug for er på plads.

Det kom det bare aldrig, Janni Ellegaard udtaler at hun ikke mener, at vi i familien kan holde til at have sådan en person i hjemmet. Jeg gør opmærksom på at det er alfa og omega, for at det kan lykkedes for Nanna, at komme i gang med skole. Jeg rykker mange gange for denne støttekontaktperson, en støttekontaktperson, som vi tidligere er blevet lovet af Lene Nygaard, en med erfaring i borderline. Jeg har både søgt mundtligt og skriftligt. Se evt. Nannas sagsakter.

Da Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus anbefalede ved netværksmødet og i hendes udskrivelsespapir at Nanna skulle i psykologbehandling, en behandling som man forventede var af længere varighed, bad vi naturligvis om, at hun kunne fortsætte ved Åge Thomsen, den psykolog hun havde gået ved tidligere, vi hørte bare ikke noget. Jeg spurgte igen ved mødet med Lene Nygaard den 17 august, men hun afviste det, med den begrundelse at Nanna jo skulle have en støttekontaktperson og at det ville være nok for Nanna. Jeg søger derefter igen i starten af september om at Nanna kan starte i psykologbehandling, i slutningen af september bliver Nanna bevilliget 10 timers psykologbehandling. På dette tidspunkt er Nannas socialfobi blevet så voldsom, at hun ikke længere kan komme ud til psykologen, men han er nød til at komme hjem til os, så 10 timer rækker ikke langt. Og som han gør Janni Ellegaard opmærksom på, kan han ikke starte en behandlingsforløb op på 10 timer, og det vil være til stor skade for forløbet at have ophold i behandlingen, da det vil sætte hende yderligere tilbage. Han forsøger gentagende gange at kontakte Janni Ellegaard både telefonisk og over mail, dette uden resultat.

Det skal siges at grunden til at det er Janni Ellegaard vi har kontakt med på dette tidspunkt er at vi ikke har en sagsbehandler, da Lene Nygaard stoppede den 27. August. Vi nåede aldrig at få en ny sagsbehandler. Altså 2 måneder uden en sagsbehandler…

Allerede før Nanna blev indlagt havde vi allerede bedt om, at Nanna kunne få en støttekontaktperson, så hun ikke blev så isoleret hjemme. Den psykolog Nanna havde i foråret (Åge Thomsen) mente også, at dette ville have kunnet hjælpe Nanna. Men kommunen reagerede ikke.. På trods af at vi var til netværksmøde med bl.a. sagsbehandler fra kommunen på Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus i feb. 07 skete der ingenting før Nanna blev indlagt i maj. Og der blev kun lavet en psykologisk test af skolepsykologen.. ellers ingen hjælp. Meget interessant kan jeg jo læse i Nannas handleplan fra kommunen, at hun skulle have haft en støttekontaktperson, men det var jo ret sent at få det at vide i januar 08. En sådan støttekontaktperson ville have gjort en verden til forskel, det ville have betydet at Nanna havde fået støtte komme i skole. Hun var i foråret startet på Nordagerskolen, hvilket var en meget positiv oplevelse for Nanna indtil hendes socialfobi tog over, det var her støttekontaktpersonen skulle hjælpe Nanna...

Det eneste Nanna får er en familierådgiver, Anni, som er rigtig sød, og Nanna kan godt lide hende. Men hun kommer først ind i billedet mens Nanna er indlagt. Det viser sig som Anni også senere skriver at hun ikke har den nødvendige kompetence til at hjælpe Nanna, da hun mangler den pædagogiske viden. Ligesom vi i det lange løb manglede svar, har Anni også problemer med at får svar fra sagsbehandlerne, på trods af at hun både telefonisk og over mail forsøger at kontakte dem.

Tilbage til netværksmødet den 20. juni på Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus efter at Nanna havde været indlagt der i knap 2 måneder. Mødet er både med sagsbehandler, familierådgiver, skolepsykolog og skolelærer fra kommunen. Her blev det anbefalet at Nanna blev døgnanbragt. Dette valgte både Nanna og jeg at sige nej tak til. Bl.a. pga. at Nanna slet ikke havde psyken til det, hun vidste fra hendes erfaringer fra Søagerskolen, at hun ikke ville kunne modstå presset til f.eks. at tage stoffer, og at hun også ville ende med at blive seksuelt misbrugt at drengene på et sådan sted, hvilket er typiske problematikker, når man har Borderline og manglende selvværd, desuden viste test fortaget af Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus også, at hun ikke kunne passe på sig selv i denne henseende. Desuden ville Nanna miste hendes netværk, da hun ikke ville kunne overskue at holde kontakt til venner og familie, når hun kun var hjemme i weekenden, det viste indlæggelsen tydeligt, Derudover havde kommunen ved netværksmødet heller ikke noget tilbud til Nanna. Jeg spurgte repræsentanterne fra kommunen til netværksmødet, om vi så ville blive overladt til os selv, når vi sagde nej til døgnanbringelse. Men vi fik at vide, at kommunen selvfølgelig stadig ville hjælpe Nanna….

Den hjælp, så Nanna bare slet ikke noget til.

Ja, tiden gik bare, uden at jeg fik svar på mine henvendelser til kommunen, imens fik Nanna det stadig dårligere, mistede fuldstændigt troen på, at kommunen ville hjælpe hende, hun kunne bare se hendes unge liv passere forbi hende… Hendes socialfobi tiltog, så hun slet ikke kunne komme ud af døren til sidst. Selv om det er velkendt, at man ikke bare må lade mennesker med socialfobi uden behandling, da det så kun vil gå ned af bakke, var det det der skete for Nanna…

Det skal da også nævnes at psykologen Åge Thomsen kom ellers med et rigtig godt forslag til kommunen, han kunne sørge for psykologbehandlingen og han havde allerede et samarbejde med 2 pædagoger, som han kunne bruge som støttekontaktpersoner til Nanna, da det var vigtigt med et tæt samarbejde mellem psykologen og støttekontaktpersonerne, for at det skulle have kunnet lykkes, ikke bare en tilfældig indsats. Det var en løsning til omkring 20.000 kr. pr måned, mod de mindst 35.000kr det ville have kostet kommunen at have Nanna i døgnanbringelse…. Ja, og som du nævner var I villige til at bruge 1 million på Nanna, så undre det mig at kommunen ikke tog imod dette tilbud, som ville have kostet 240.000, altså langt billigere.

Først den 25. oktober efter at jeg har skrevet til sagsbehandleren, at jeg bliver nødt til at gå til pressen, hvis der ikke skete noget i forbindelse med Nannas sag, blev der sat noget i gang med at finde en støttekontaktperson til Nanna. Men der var det for sent, Nanna havde opgivet… og tog sit liv samme nat… kunne ikke mere… troede at det bare var tomme løfter, som så mange gange før… Man forstår hende vel egentligt godt…

Havde dine ansatte lyttet, så havde jeg højst sandsynligt stadig haft min datter, det kan jo ikke være pengene, der gjorde at de ikke lyttede, da døgnanbringelse havde kostet kommune mindst 140.000kr for de 4 måneder. 4 måneder hvor jeg har slidt og slæbt for at hjælpe Nanna, 4 måneder hvor jeg har måtte arbejde om natten, for at kunne være der for min datter om dagen, jeg måtte ud over at være Nannas mor også være hendes støttekontaktperson

Egentligt burde jeg jo sende dig et girokort på de 140.000kr i sparede + de mange tusinde til begravelsen. Men det ville jo ikke give mig Nanna tilbage, og det ville ikke give hendes tvillingesøster Nanna tilbage. Vi har mistet den dejligste person man kan forestille sig. Hun fik kun lov til at blive 16 år, men i realitet var de sidste par år af hendes liv ødelagt, og kommunen ønskede stillede ikke den hjælp Nanna havde brug for til rådighed.

Jeg sender vedlægger desuden et brev Nanna havde skrevet til dig, som hun aldrig sendte, men som stadig lå på vores computer. Synes at du skulle læse det. Og overveje, hvor mange liv kommunen vil have på samvittigheden, før I vågner op, ja, jeg ved godt at det ikke bringer Nanna tilbage. Men hvis I får øjnene op og hjælper andre unge, så er det måske ikke helt nyttesløst, at hun døde. Hvis ikke var hendes liv bare spildt.

Jeg håber meget, at du har haft tålmodighed til at læse mit brev, selv om det er langt. Men jeg har forsøgt at beskrive sagens akter så kort som muligt, men en ting skal du vide, alt hvad der står er sandt…

Med venlig hilsen

Susanne Svendsen

Nanna overvejede meget om hun skulle skrive kære kommune eller borgmester. Men det blev sådan som der står her, et brev skrevet til dig, som hun ikke havde overskud til at sende:

Kære Ringe Kommune

Nu har jeg gået rundt i omkring 2 måneder, uden I har kontaktet mig med hensyn til hvad jeg skal efter sommerferien! Hver dag jeg har ventet på svar, har ført mig længere og længere ned.. Selv en nar-koman eller alkoholiker har mere indhold i livet end jeg har i mit liv!

Da jeg var blevet udskrevet fra Det børne-/unge Psykiatriske Hus, følte jeg virkelig at jeg var ved at blive rask! Men den følelse formindskede hurtigt, da jeg intet svar fik fra jer. Hver dag der er gået, hvor I ikke har kontaktet mig, har været som et rent helvede!! Min tilstand er psykisk blevet forværret!

Vil i høre hvordan jeg tilbringer dagen med? Ingenting .. Jeg sover længe, for at glemme alt omkring mig! Jeg sover længe hver dag, for der er alligevel ikke noget jeg skal nå. Når jeg så endelig står op, kigger jeg mig bare håbløs i spejlet og prøver at gøre mig i stand.. Klar til hvad? Jeg har alligevel intet at lave, så jeg lægger mig bare deprimeret tilbage i sengen og kigger ud i ingenting.. Jeg opgiver snart! Jeg har intet liv .. Jeg har INTET! Det eneste jeg har er et knust håb..

Hver dag der er gået uden I har forsøgt at hjælpe, har jeg bare mistet modet endnu mere. Hver dag der gået har jeg glemt hvad lykken egentlig betyder - “Lykke” findes snart ikke længere i mit ordforråd! Der går så mange forfærdelige tanker gennem én, når man intet har at tage sig til! Jeg ligger blot i min seng og har fuldkomment mistet livsmodet.. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på selvmord! Hvorfor hjælper I mig ikke? Jeg er så træt af at dække mine arme og ben til pga. jeg skader mig selv.. Jeg er så flov over mig selv!

Jeg er snart tømt af tårer .. Græder hver dag! Græder af smerte - græder af ensomhed - græder over de år jeg har spildt af mit liv - græder over at I bruger så lang tid, før I kan tage jer sammen til at hjælpe! Jeg ved godt at jeg ikke er den eneste som har brug for jeres hjælp, men hvor er det hårdt at bare sidde og vente .. Vente på ingenting! Som I nok kan mærke, har jeg snart opgivet at kæmpe for at få det bedre..

Det strider fuldstændig mod al sund fornuft, at jeg kan klare mig selv! For det kan jeg ikke.. Jeg mangler seriøs nogen der kan hjælpe mig!

Med Venlig hilsen

Nanna Elisabeth Svendsen