1. Brev til borgmester

 

Herunder ser du mit første brev til borgmester Bo Andersen fra Faaborg-Midtfyn kommune. Brevet skrev jeg kort efter at vi havde mistet Nanna. Jeg kan huske at jeg har printet brevet ud, men om jeg nogensinde fik det sendt husker jeg ikke.

Til borgmester Bo Andersen

Tinghøj Allé

5750 Faaborg-midtfyn

 

Mangel på hjælp, har nu kostet min datter, Nanna, livet…

 

Hvor mange flere skal miste livet, før I i kommunen får øjnene op for, at man ikke bare kan sylte sager?

 

Kort fortalt så led min 16årige datter af borderline og socialfobi. Har kæmpet med det i flere år. Vi har gentagende gange bedt kommunen om hjælp. Uden resultat. Ingen af kommunens svarfrister er blevet overholdt.

 

Vi her længe bedt om, at Nanna kunne få en støttekontaktperson, så hun ikke blev så isoleret hjemme. Den psykolog Nanna havde i foråret mente også, at dette ville have kunnet hjælpe Nanna. Men kommunen reagerede ikke.. På trods af at vi var til netværksmøde med bl.a. sagsbehandler fra kommunen på Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus i feb. 07 skete der ingenting før Nanna blev indlagt i maj. Og der blev kun lavet en psykologisk test af skolepsykologen.. ellers ingen hjælp.

 

20. juni var vi igen til netværksmøde på Det børne- og ungdomspsykiatriske hus efter at Nanna havde været indlagt der i knap 2 måneder. Både med sagsbehandler, familierådgiver, skolepsykolog og skolelære fra kommunen. Her blev det anbefalet at Nanna blev døgnanbragt. Dette valgte både Nanna og jeg at sige nej tak til. Bl.a. pga. at Nanna slet ikke havde psyken til det, hun vidste fra hendes erfaringer fra Søagerskolen, at hun ikke ville kunne modstå presset til f.eks. at tage stoffer, og at hun også ville ende med at blive seksuelt misbrugt at drengene på et sådan sted, hvilket er typiske problematikker, når man har Borderline og manglende selvværd, desuden viste test også at hun ikke kunne passe på sig selv i denne henseende. Derudover havde kommune heller ikke noget tilbud til Nanna. Jeg spurgte repræsentanterne fra kommunen til netværksmødet, om vi så ville blive overladt til os selv, når vi sagde nej til døgnanbringelse. Men vi fik at vide, at kommunen selvfølgelig stadig ville hjælpe Nanna….

 

Den hjælp så Nanna bare slet ikke noget til. Jeg kontaktede gentagende gange kommunen, vi bad bl.a. om at Nanna kunne fortsætte ved den psykolog hun kendte, men nej, det mente sagsbehandleren ikke var nødvendigt… Vi blev tilbudt et skoletilbud, på en skole med kun drenge, drenge som kognitivt fungere som 6-7årige, børn der begavelsesmæssigt befinder sig udenfor normalområdet. Ja, i det hele taget en skole med en målsætning, der slet ikke passede på Nanna. Nanna var intelligent og kedede sig f.eks. på Søagerskolen, hvor der ikke var boglige udfordringer nok. Så vi takkede nej til det tilbud, da det ville bare ville være endnu et nederlag for Nanna, derudover var der heller ikke noget klar med en støttekontaktperson, og da Nanna havde det så dårligt, var det nødvendigt med en dygtig støttekontaktperson eller to, der kunne supplere hinanden, ellers ville Nanna slet ikke komme af sted, da hendes socialfobi var for voldsom.

 

Fra 27. august og til nu har vi ikke haft nogen sagsbehandler…

Jeg har i september bedt om fuld aktindsigt i Nannas sag, men har intet svar fået endnu…

 

Derudover blev det i september aftalt, at Nanna skulle starte i ungdomsskolen med de ting hun have lyst til, men for at dette skulle kunne lade sig gøre, var det stadig nødvendigt med en støttekontaktperson… som Nanna stadig ikke kunne få bevilliget… så det var et kæmpe nederlag for hende, hun glædede sig sådan til at komme i gang.

 

Ja, tiden gik bare uden at jeg fik svar på mine henvendelser til kommunen, imens fik Nanna det stadig dårligere, mistede fuldstændigt troen på at kommunen ville hjælpe hende, hun kunne bare se hendes unge liv passere forbi hende… Hendes socialfobi tiltog, så hun slet ikke kunne komme ud af døren til sidst. Selv om det er velkendt, at man ikke bare må lade mennesker med socialfobi uden behandling, da det så kun vil gå ned af bakke, var det det der skete for Nanna…

 

Først i oktober blev Nanna bevilliget 10 timers psykologbehandling, hvilket ikke er meget, når man har socialfobi. Og når Nanna ikke kunne komme ud af døren, så psykologen måtte bruge tid på at komme ud i hjemmet, desuden måtte psykologen bruge en del af tiden på kontakt til kommunen, da det ville være nyttesløs at starte psykologbehandling op med kun ti timer, da Nanna ikke ville kunne tåle stop i behandlingen pga. socialfobi, men han fik heller ikke noget svar…

 

Psykologen kom ellers med et rigtig godt forslag til kommunen, han kunne sørge for psykologbehandlingen og han havde et samarbejde med 2 pædagoger, som han kunne bruge som støttekontaktpersoner til Nanna, da det var vigtigt med et tæt samarbejde mellem psykologen og støttekontaktpersonerne, for at det skulle have kunnet lykkes, ikke bare en tilfældig indsats. Det var en løsning til omkring 20.000 pr måned, mod de mindst 35.000kr det ville have kostet kommunen at have Nanna i døgnanbringelse….

 

Først den 25. oktober efter at jeg har skrevet til sagsbehandleren, at jeg bliver nødt til at gå til pressen, hvis der ikke skete noget i forbindelse med Nannas sag, blev der sat noget i gang med at finde en støttekontaktperson til Nanna. Men der var det for sent, Nanna havde opgivet… og tog sit liv samme nat… kunne ikke mere… troede at det bare var tomme løfter, som så mange gange før… Man forstår hende vel egentligt godt…

 

Havde dine ansatte lyttet, så havde jeg stadig haft min datter, det kan jo ikke være pengene, der gjorde at de ikke lyttede, da døgnanbringelse havde kostet kommune mindst 140.000kr for de 4 måneder. 4 måneder hvor jeg har slidt og slæbt for at hjælpe Nanna, 4 måneder hvor jeg har måtte arbejde om natten, for at kunne være der for min datter om dagen.

 

Jeg sender dig derfor et girokort på 140.000kr for det arbejde jeg har gjort + udgifter til begravelse… De 7200kr til begravelseshjælpe fra kommunen rækker jo ikke til det, vel. Ja, og jeg har brugt alle mine økonomiske ressourcer på at hjælpe Nanna de sidste år. Tja, og hvordan vil I kompensere for det tab vi har haft, mistet den dejligste person i verden, og hvordan skal hendes tvillingesøster klare sig?!

 

Samme dag som Nanna døde, skrev jeg det til sagsbehandleren. Vi har ikke hørt et ord fra nogen fra kommunen…. det er da godt nok usselt, ingen medfølelse, ingenting…

 

Jeg sender vedlægger desuden et brev Nanna havde skrevet til dig, som hun aldrig sendte, men som stadig lå på vores computer. Synes at du skulle læse det. Og overveje, hvor mange liv kommunen vil have på samvittigheden, før I vågner op, ja, jeg ved godt at det ikke bringer Nanna tilbage. Men hvis I får øjnene op og hjælper andre unge, så er det måske ikke helt nyttesløst, at hun døde. Hvis ikke var hendes liv bare spildt.

 

Jeg overvejer kraftigt om dette ikke er en sag for offentligheden…

 

 

Med venlig hilsen

Susanne Svendsen

 

Dalager 60

5750 Ringe