Stedmoderblomster høre hjemme i Nannas have.

Det er den forårsblomst der altid har prydet vores mange krukker derhjemme,

og flere år har det været Nanna der plantede dem.

Så hun skal selvfølgelig også have sine egne.

 

Plys og Tigerdyr bor i haven sammen med Grisling.

Det var de tre skøre tøsers kaldenavn, Sas kom til

at hedde Plys, Sheila Tigerdyr og Nanna blev så til Grisling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nannas gravsten & hendes lille have

Billeder og en fortælling

Min følsomme sjæl hvor al smerte ligger i,

 

er den rose som stadig blomstrer om vinteren ...

 

Dens kronblade er malet rød af mit hjerteblod!

 

Fra mit hjerte ømmeste punkt, hvor du stak en djævelsk torn ind ..

 

Bladene er sorte af mine mørke tanker..

 

Og dens jord er fugtig af mine tårers uendelige fælden !

 

 

 

 

Skrevet af Nanna

 

Bragt i bladet ISBLOMSTEN  dec 2008

Nannas gravsten

Nannas sten er af bornholmsk paradisgranit. Det var svært at vælge, men så var det vi kom i tanke om, at da Nanna havde været på Bornholm med klassen nogle få år tidligere havde hun lært hvad granit var lavet af, og hun var meget stolt over at kunne huske det, så hun gik rundt og spurgte alle, om de vidste hvad granit er lavet af. Så stenen skulle selvfølgelig være af bornholmsk granit, og paradisgranit, fordi hun troede på paradiset. Der er ligesom en naturlig lyserød stribe skråt over stenen, og det illustrere at Nanna var en romantisk pige.

 

Der er blevet modeleret et dobbelthjerte i øverste venstre hjørne af stenen, fordi de modelerede hjerter, lignede et hjerte hun byggede i sand den sidste sommer. På højre side af stenen sidder 2 fugle.

 

Teksten er skrevet med dobbelthuggede bogstaver med en romantisk skrifttype.

 

Øverst står der Nanna, vi synes ikke at der behøvede nogen forklaring om hvem hun var, ved at skrive resten af hendes navn; hun var jo vores Nanna.

Så står der 1991 - 2007, det ville have betydet meget for Nanna, at folk der så hendes grav, kunne se at hun kun var blevet 16 år.

 

Næste linje er min hilsen til Nanna, der står Sov sødt Basse, jeg havde det sidste års tid kaldt Nanna for Basse, og hun var så glad for det navn, så da hun blev spurgt om hun havde et kælenavn, da hun blev indlagt (der var en pige mere på afd., der hed Nanna), sagde hun Basse, og det blev hun så kaldt i de 2 måneder hun var indlagt. Jeg tog det som et bevis på, at hun var glad for, at jeg kaldte hende det. Og sov sødt, fordi min dejlige pige er blevet befriet for al hendes psykiske smerte, som hun havde kæmpet med så længe.

 

See you in Paradise, er den sidste linje på stenen. Det var egentligt min første tanke, at der skulle stå sådan på Nannas sten. Men en veninde sagde til mig, at det ville være dumt at bruge en engelsk tekst på stenen. Så jeg gik væk fra denne tanke (Jeg burde nu ikke have lyttet til hende, for hun havde 3 måneder forinden sagt, at det da ville være bedre, hvis Nanna begik selvmord, og med den kommentar, burde jeg have sagt mig selv, at hun ikke var værd at lytte på….) Men heldigvis ønskede Nannas tvillingesøster at der skulle stå See you in Paradise på stenen, så sådan blev det, og jeg har ikke fortrudt et øjeblik.

Der er flere grunde til valget. Det er egentligt ikke ment som en afskedshilsen, men året før havde vi været til et internationalt stævne, hvor vi havde mødt rigtig mange søde mennesker, fra mange lande, og da vi jo godt vidste, at vi ikke ville komme til at møde dem i denne verden, var der nogle, der havde lavet et kæmpe banner, med teksten See you in Paradise. Det var vi meget rørt over. Nanna brugte så teksten på hendes Artoprofil, for hun vidste godt, at hun ikke ville komme til at møde alle hendes venner fra Arto i det virkelige liv, men måske i paradiset.

 

Jeg er rigtig glad for valget af stenen, og jeg ved, selv om jeg ikke har Nanna til at stå ved siden af mig, når jeg ser på den, at hun ville have synes at det var det perfekte valg. Nanna kunne godt lide at gå på en kirkegård og se på gravene, og snakke om hvem der ligger der, og hvordan deres liv måske havde været osv., så jeg er sikker på at hun ville have været glad for vores valg.

 

Men hvor var det hårdt, da stenen stod der, at hun ikke kunne stå der ved siden af mig, og jeg ikke kunne fortælle hende, hvorfor vi havde valgt, som vi havde valgt. Jeg ville jo gerne have fortalt hende alle detaljerne.

 

Nannas moar

Men det er hårdt, ikke at kunne besøge Nannas lille have, så tit jeg har lyst til. Jeg ville f.eks. gerne have, at der altid brændte lys i hendes lille have. At der altid var perfekt, men det kan bare ikke altid lade sig gøre, men jeg sørger altid for at der er smukt i Nannas lille have, men det kan godt være, at der kommer en lille smule ukrudt en gang i mellem og de visne hoveder ikke altid bliver plukket af blomsterne med det samme, men når jeg er der, tænder jeg altid lys, som kan brænde i flere dage.

 

Nannas lille have er et sted, hvor der er forholdsvis mange der går forbi, så hun på den måde ikke bliver helt glemt. Samtidig er det et smukt sted med udsigt over de andre grave og med Ringe sø i baggrunden, en sø Nanna har brugt mange timer ved.

 

Det var svært i sommers, da der var tørke, for så skulle der jo vandes ofte, og vi havde lige fået plantet haven til, så det hele risikerede at visne, men heldigvis ville Nannas tvillingesøster, som arbejder i nærheden køre ned og vande, det er jeg utroligt glad for, for jeg ved, at det er frygteligt hårdt for hende at komme der, men hun gjorde det alligevel, det er utroligt stort af hende. Men det betyder selvfølgelig også meget for hende, at Nannas have er smuk, hun kender jo også Nanna, og ved hvor meget at det ville have betydet for hende.

 

Men når jeg er på besøg, så har jeg utroligt svært ved at forstår at Nanna ligger der, nede i jorden, så når jeg er der, bruger jeg al min energi på at gøre den pæn, nok også for at glemme at det er rigtigt at hun ligger der, at hun ikke er her mere, at det ikke bare er en ond drøm.

 

Jeg mangler bare at få ordnet en ting, bænken, der skal stå en fald-ned bænk af lærketræ på graven, så man kan sidde der ved hende. Det skal jeg have ordnet i nærmeste fremtid.

 

Der står mange små ting i den lille have, frøer, bamser, får, (Peter) Plys, Tigerdyr og Grisling (De var 3 piger, Nanna, hendes søster og en veninde, der havde opkaldt sig efter (Peter) Plys, Tigerdyr og Grisling, Nannas søster og veninde havde fået bundet Tigerdyr og (Peter) Plys til den bårebuket, de havde fået lavet til deres Grisling). Så er der kønne sten fra stranden, bl.a. en der ligner et hjerte, som jeg selv har fundet. Jeg håber at verden, eller i det mindste dem der kommer forbi, kan vide hvilken dejlig pige der ligger, der og se hvor savnet hun er…

Nannas moar

 

 

Denne låge har jeg gået igennem så mange gange...

Hvor vi ser frem til at det en dag får en ende...

Ville sådan ønske at det snart var dig der kom ud gennem lågen....

Du får så mange kram som du aldrig har fået før...

Det kommer nok til at tage pusten lidt fra dig...

Nannas lille have

Jeg er flyttet fra byen, hvor Nanna er begravet,

ja endda fra Fyn til Sjælland, det er langt væk, så

når jeg kommer på besøg er der altid en masse der

skal ordnes på graven, jeg kommer der 1-2 gange om

måneden. Vi har lavet en rund cirkel med granitsten i

midten, der kan jeg godt lide at lægge langstilkede roser,

og synes egentligt ikke det gør noget at de visner, at de

stadig er smukke selv om de er visne, men de får desværre

ikke lov til at ligge ja og buketter bliver også fjernet, når det

ikke er så smukke mere, det er jeg ked af, for jeg synes, at de

fortæller noget, selv om de ikke er helt nye.

 

Jeg kunne selvfølgelig vælge, at få Nannas grav flyttet til Sjælland.

Men Nanna ville have ønsket at ligge i den by, hvor hun har boet det

meste af sit liv. Her har de mennesker der kommer forbi, mulighed for at tænke på Nanna, huske hvem hun var.

 

Hvis jeg fik hende begravet på Sjælland, ville hun jo blive en anonym pige på 16 år, ingen ville vide, hvad hun havde været igennem, inde hun døde i et forsøg på at råbe omverdenen op og fortælle hvor dårligt hun havde det, ingen ville vide, at det var hendes selvmordsforsøg der lykkedes.

Ja, ingen ville vide, hvilken dejlig pige der lå der, en pige med stor lyst til livet, en pige der kæmpede med sig selv og mod systemet, en pige der ville gøre alle glade.Ingen ville blive husket på, at kommunen svigtede så fatalt.

 

Hendes venner ville ikke kunne finde hende og sende en hilsen. Det ved jeg, ville have betydet en masse for Nanna.

 

Selv om vi aldrig talte om, hvordan det skulle være hvis hun døde, så er jeg overbevist om, at det skulle være sådan, at hun blev begravet i den by, hvor hun boede det meste af hendes liv, og hvor hun da heldigvis også nåede at have mange gode oplevelser.