@dskilt

Skrevet af Nanna 18-01-2005

“ Hey Lene… Hva´ så, er det okay der hjemme. Vi er næsten li´ ankommet på hotellet og det er bare vildt flot heroppe på Island. Der er godt nok anderledes end i Danmark. Flyveturen var bare total spændende, så jeg glæder mig næsten til når jeg skal hjem..! Yes, og i morgen skal vi så ud at ride på islandske heste. Det bli´r bare en super god ferie…

Mange knuzzer fra mig”

Jeg forventede ikke at Lene ville skrive tilbage med det samme, for jeg vidste jo godt at hun havde overarbejde. (Det havde hun fortalt mig i forvejen). Så da jeg jo havde skrevet e-mailen, gik vi ned for at spise aftensmad og sludre lidt med mormor og Søren. Vi skulle være der hele sommerferien, så det ville blive alle tiders ferie. Altså, lige undtagen det at jeg ville savne Lene rigtig meget…

Dagene gik og jeg havde endnu ikke hørt fra Lene, hun havde måske meget travlt. Men det glemte jeg hurtigt, for vi havde det yderst sjovt..! Vi havde været ude at ride og det var næsten sjovere end at flyve, så det skulle vi prøve igen. Men en uge senere fik jeg en e-mail fra Lene. Hun skrev:

“Hej, sorry fordi jeg ik´ har sendt en e-mail før nu. Håber du kan tilgive mig… Gik det godt med at ride? Kan du forresten forstå islandsk..? Det er svært, ik´ sandt.

Knuzzer hernede fra…”

Jeg skrev med det samme tilbage:

“Bare rolig, jeg tilgiver skam en ven som dig..! Det med at ride, det må jeg godt nok sige var sjovt, så det vil vi alle sammen prøve igen. Vi har osse været ude i den vandkilde, som du foreslog os, og det var bare skønt. Sproget heroppe er jo slet ikke til at forstå… Det var rigtigt hyggeligt at høre fra dig.

Vi zez når vi kommer hjem igen.”

Jeg følte mig nærmest helt glad indeni, ved tanken om at høre fra Lene.

En uge efter, da vi skulle ride kom jeg til at ride på den samme islandskhest, som jeg red på første gang, nemlig Glofaxi. Den var en rød/brun vallak, med samme farve man. Ja, den tur vil jeg nok aldrig glemme, det blev hvis mit livs største mareridt og chok. Rent faktisk vidste jeg slet ikke at sådan noget kunne ske for mig..! Det gik egentlig godt nok i starten, men da vi red ude hvor det var temlig bart, skete det… Jeg nåede slet ikke at opfatte hvad der gik galt, kun at der kom et kæmpe brag og at det gav et enorm ryk i tøjlerne. Få sekunder efter, sad jeg på en hest, der næsten løb hurtigere end en væddeløbshest. Jeg var fuldstændig rædselsslagen, og det eneste jeg havde inde i hovedet i det øjeblik, var at klamre mig fast til hesten. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har set en hest så bange før… Den sænkede farten lidt, men det varede ikke længe, for med et, kom der endnu et stort knald. Glofaxi, den løb over alle bjerge, med mig klistret på. Vi var ved at nærme os en flod, den var nu ikke særlig bred, omkring 2m, men jeg var ikke sikker på at en hest kunne springe over alligevel. Jeg havde i sinde at stoppe den, men inden jeg kunne nå at tælle til 3, var den sprunget over. Det var virkeligt svært at holde sig fast, mens den cirka galoperede vildt i en time. Jeg ved nu ikke hvordan jeg kunne blive siddende, det var vel ren og skær held… På hele den lange tur, prøvede jeg at gøre den lidt rolig, ved at hviske noget rart. Det hjalp heldigvis til sidst. Farten blev for hvert minut, et hak langsommere. Til slut skridtede den bare af sted. Jeg standsede den helt, ved at hive lidt i tøjlerne. Jeg steg ikke af med det samme, for jeg skulle lige huske, hvad der var sket. I starten havde jeg helt glem, at jeg var på Island… Det var slet ikke til at fatte. At jeg var helt alene, i et fremmed land med en hest, der først lige var blevet beroliget. Det ville jeg nu helst have rystet ud af hovedet. Så i stedet for at tænke på mig selv, var der jo Glofaxi. Den var helt sikkert tørstig. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg kunne starte med at finde en flod.

Det tog ikke lang tid, for lidt efter fandt jeg en mellemstor flod. Strømmen var temlig stærk, men den kunne sikkert nemt slukke tørsten på en hest. Nok osse på en hel hær af kameler. Glofaxi fik i hvert fald slukket sin tørst..! Jeg havde selv vand med, som jeg sparede på. Efter at den havde drukket færdig, fandt jeg lidt ly. For det var rimeligt kold der hvor vi var. Og vejret var ligesom planlagt i netop det øjeblik. Lyet var en lille grotte. Der var en sten foran. Selvom jeg prøvede at flytte den, var det ikke ret meget, lige nok til at Glofaxi kunne komme ind. Grotten var lidt lav. Den var så lav, at hvis den havde været et par centimeter lavere, så ville mit hoved have støt på løftet. Men der var alligevel plads, lige det vi skulle bruge, så den var fin nok til mig… Rundt omkring var der heldigvis osse en hel skov af nåletræer. Det kunne helt sikkert være nyttigt, hvis det ikke snart ville blive vådt. Så i stedet for at “sidde og pille næse,” kunne jeg jo samle en smule brænde. Det var vist nok der, jeg ville have ønsket, at jeg havde haft min lommekniv med..! Men jeg burde nok være glad ved, at jeg bare havde en lighter. Jeg fik samlet lidt brænde. Selvom det ikke var ret meget, så kunne det varme. Jeg nåede lige, at få både Glofaxi og brændet ind i læ, inden det begyndte at regne. Jeg blev selv lidt våd. Det tog ikke lang tid med at tænde bålet. Jeg blev helt døsig af at kigge på ilden. Så da Glofaxi jo næsten var faldet helt til ro, kunne jeg nu godt hvile mig lidt. Kort tid efter faldt jeg i søvn, for jeg var simpelthen så træt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg egentlig vågnede. Men da jeg lige så stille åbnede mine øjne, så jeg en skikkelse. Jeg skreg vildt og voldsomt op. Så højt jeg overhovedet kunne, eller mere endda. for foran mig, på den anden side af bålet, var der en mand (på ca. 50 år alderen) som sad og varmede sig. Han sad fuldstændig lamslået, nok fordi jeg havde skreget sådan. Det tog ikke lang tid, før jeg så at han var helt forslået. Han havde osse blod over det hele. Der var vel ikke noget, at sige til at jeg skreg. Måske havde jeg forvekslet ham, med et monster eller et uhyre fra mine drømme… Jeg kunne slet ikke sige noget, men tog alligevel mod til mig, selvom jeg først stammede en hel masse. Men efterhånden kom ordene ud. Jeg sagde at han skulle være helt rolig, for jeg ville ikke gøre ham noget ondt. Han svarede ikke, så jeg sagde noget mere:” Forresten hvad er der sket, er der noget jeg kan gøre?” Han nikkede meget svagt, kun lige så jeg anede det. Jeg gik hen til ham. Han sad og lænende sig op af en sten. Det så ud som om, at han ikke kunne sidde op, hvis han ikke havde haft stenen som ryglæn. Han rystede enorm meget, så jeg tog min frakke af, den kunne i hvert fald varme ham lidt mere. Da jeg satte mig på hug og ville lægge frakken over ham, gjorde han noget pludseligt. Noget jeg ikke troede, at han ville have kræfter til. Han greb så hurtigt og så fast om min hånd, at det gav et enormt sæt i mig. “I… in USA… CIA… hear… my fly… shot down… by enemy… who I… espionage… and… they… plans an… attack… have secret… bomb… here… water… send search… important…” Han nåede ikke at sige mere, før han døde. Jeg var nu ikke speciel god til, at forstå andre sprog. Men han sagde det hele så langsomt, at det var nemt nok..! Jeg så på ham, det var nu ikke noget kønt syn. Han var helt “ligbleg,” der hvor han ikke havde blod. Det var forfærdeligt… Det var først der, jeg kom til at tænke på det han sagde. Jeg gentog det flere gange for mig selv, så jeg bedre kunne huske det..! Det nærmede sig daggry, så jeg kunne helt sikkert finde nogen, som nok ville hjælpe mig. Glofaxi blev sadlet op, og så var det om at komme af sted. Jeg turde overhovedet ikke at se tilbage, ikke når der lå en SÅ blodig død mand i grotten.

Det tog et stykke tid, før jeg fandt nogen mennesker. De var meget villige med at hjælpe. Så det tog ikke frygtelig lang tid, før jeg var på hotellet igen. Mor, min søster og de andre, var lykkelige over, at jeg ikke var kommet til skade. Nogle af dem havde osse siddet på en løbsk hest. Men det var bare ikke så voldsomt. Da de nu var faldet lidt ned, fortalte jeg alt det som jeg havde oplevet..! Jeg havde ikke regnet med at de ville blive så forbavsede. De kiggede jo nærmest på mig, ligesom om jeg lige havde fortalt, at jeg havde set et spøgelse. Mormor rømmede sig lidt og sagde, at jeg nok helst osse skulle snakke med politiet om det. Det var jeg meget enig i, så det gjorde vi så.

Politiet stillede mange spørgsmål, og de så ud til at være interesserede i det jeg fortalte. Det tog omkring en time med at “vidne”, men så var det jo osse overstået. Det troede jeg i hvert fald, men jeg skulle snart snakke med politiet igen… En uge senere fik jeg nemlig besked fra politiet om at komme igen. Jeg var spændt ved tanken om, at de måske havde fundet ud ad noget nyt..! Da vi gik derhen, hvor vi skulle mødes med politiet, fornemmede jeg noget underligt. Det var ligesom om, at der var noget i vejen. Det føltes som om det var usikkert, der hvor vi gik. En pludselig indskydelse, fik mig til at falde fremover. Lige i det øjeblik kom det, som jeg havde fornemmet. Det var et skud, der lynhurtigt og farligt var et par centimeter over mit hoved. Hvis jeg ikke havde dukket mig, så havde jeg ligget død på asfalten, med et hul i hovedet… Den næste indskydelse var at løbe, så hurtig jeg kunne, ind i det hus vi havde aftalt med politiet. På vejen kom der et til skud. Men det var længere fra at ramme mig. Da jeg var kommet ind, var det først der, jeg kunne mærke mit hjerte banke igen.

Senere fandt politiet en lille hytte, som vi skulle bo i. Den lå hvor der var lidt øde. Det var allermest sikkert at være der.

Få dage efter fik jeg en e-mail fra Lene.

“Hey, jeg kommer snart op til jer, jeg er allerede på vej. Så ses vi jo snart ved hotellet. Fra Lene.”

“Hvor lyder det smadder hyggeligt..! Men vi bor ik` længere på hotellet. I stedet for bor vi en lille hytte. Midt i en lille skov af nåletræer. Det er nemt nok at finde… Vi ka` jo osse godt hente dig? Men hvordan kan det være, at du vil komme herop for vi skal jo snart hjem..?

Knuzzer fra den der altid vil holde af dig…”

Senere kom der endnu en e-mail. Der stod at hun ikke ville hentes og hun havde vundet lidt penge i lotteri, så derfor kom hun. Hun skrev osse lidt mere, men det var ikke så vigtigt. Det var først da jeg fik den anden e-mail, at jeg lagde mærke til noget forandret ved den. Hun havde ikke lavet forkortelser og sådan. Og desuden spiller Lene ikke lotteri. Lene må have været i et andet humør eller var det måske en anden som skrev..? Jeg troede allermest på det første.

Det blev aften og Lene var endnu ikke kommet. Jeg var den der gik sidst i seng. Jeg var stadig vågen, da jeg hørte en lyd udenfor. Jeg stod op og listede hen til vinduet. Det isnende fuldkommen indeni, for ude foran huset, gik der en bevæbnet mand. Han kom ind i hytten, ved at knuse ruden på døren. Ved hjælp af en sæk, larmede det ikke særlig meget. Han listede sig ind, ligeså stille som en mus. Med et, sprang jeg på ham. Han var temlig stærk, men han røg alligevel omkuld. Nok af chokket. Det blev en vældig stor slåskamp. Hans knytnæve ramte mig flere gange, så jeg var helt ør til sidst. Han slog ud efter mig igen. Men denne gang nåede jeg at dukke mig, og jeg trak hans ben til mig, så han røg baglæns. Det larmede en hel del. Han slap pistolen. Jeg sprang som et lyn efter den, men “morderen” havde en skarp kniv, og stak den efter mig. Men jeg nåede lige akkurat at vige tilbage. Jeg stødte mod en tung reol. Der faldt en tyk porcelænsvase ned i mine hænder. Han skød, så det var tæt ved at ramme mig. Jeg rejste mig i et sekund efter på knæene og kylede vasen lige i hovedet på ham. Da jeg gjorde det, skød han igen. Det sved af smerte og brændte i min venstre arm. Jeg sprang tilbage og ramte reolen med sådan et stød at den at den væltede. Jeg vidste ikke, hvad der mere skete. Jeg må have været besvimet. For jeg vågnede i hvert fald i en hospitalsseng. Familien sad osse i værelset. Det var mor der fortalte, hvad der var sket.

Manden havde fået akvariumet i hovedet, da reolen var vældet. Glasskårene havde skåret ham over det hele i hovedet. Der var osse et der var gået lige igennem hans ene øje. P.g.a. slåskampen var der røget noget ild fra kaminen ud på en stak aviser, så der var opstået en brand… Jeg ville ikke overlevet, hvis de andre ikke havde reddet mig..! Hjulpet af agenter tog det kun få dage, før de fandt det de søgte. Det var en undervandsbåd, hvor der var en atombombe i. Det var virkelig væmmeligt at tænke på. De fik overtaget “dræberbåden,” men det skete så voldsomt at nogle fik et par enorme skrammer. Men de fik fanget alle fra “dræberbåden”. Det var da altid noget. Mareridtet var snart overstået… Vi manglede bare at skulle flyve hjem. Den ferie har jeg aldrig været mere heldig. Ja endda at kunne overleve, når der stod stort på panden, ”skal myrdes.” Hele turen hjem, tænkte jeg på hvad Lene mon ville sige til det der var sket…