Bubba

(stil skrevet den 06-09-2005)

Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. “Hvor meget længere skal jeg vente her?” tænkte han. “Hvornår kommer han?” Pludselig var der noget, der bevægede sig - oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se hvad det var. Der var ingenting. Tålmodigt og ventende stirrede han atter ned i det grønne klare vand. Minderne fra skolen, dukkede langsomt og pinefuldt op! En klump slim satte sig fast i halsen. En sur, gul klat, som rev i alle sanserne. Det var ikke til at holde ud! Et voldsomt jordskælv, snurrede rundt i kroppen på ham. Snurrede rundt, som et hjul på en hestevogn. Føltes mærkeligt.

Hans problem var, at være offer for modbydeligt mobning. En uge tidligere, sad han på “det lille hus.” Havde været hundesulten, så han fik et stykke ældgammelt ost af mobberne, dagen før. Det var så resultatet! Bubbas mave lå i flammer! Han skreg af smerte på det hårde bræt. Mobberne havde fået færten, som fire sporhunde. En overdøvende latter, sneg sig hurtigt og lystigt gennem revnerne. Kinderne blussede lynhurtig op i en knaldrød, ja nærmest skarlagens rød, farve. Maven føltes tom, som om al lorten og indvoldene var fløjet væk, som en summende bi, der var skræmt væk.

En af dem råbte, “Hallo bacon, fedtet er vist på vej ud.”

Bubba var blevet fuldstændig stum.

Der blev banket, “Skiderik, skider du lort eller hjernen ud?”

“Føj, hvor der stinker! Det lugter som din familie, svinet.”

Stivheden skar igennem ham som knive. Væmmelige, stikkende knive.

“Mangler du noget papir? Her, giv ham nogle blade!”

Under dørstolpen, stak der nogle tørrer, visne blade ind. Nogle tidsler kom også med ind. Rædselsslagen, sad han og borede neglene ind i håndfladen. Det følte, som om angsten lagde hænderne omkring halsen, og kvalte ham.

Mest af alt, ønskede han at give igen. At være modig og sige noget frækt! Men det var bare som om, at hans hjerte var røget en tak op i halsen og havde sat sig i vejen. Bankede al luften ud. Så kun små musepip ville komme ud. Ydmyghed, elendighed og angst. Hjertet bankede hurtigt og rytmisk, ordene ud…

Slut med elendighed og mobning. Her var han så endt, midt på en havn. Lugten af fisk, olie og salt rev i næseborene.

“Hallo makker, her kommer din følgesvend.”

Bubba kunne lige skæmte Jackie under den slidte hue. Glæden løb gennem kroppen som vilde heste. Endelig af sted! Jackie hamrede en venskabelig knytnæve i skulderen på den unge dreng. Bubba sendte et tilfreds smil, af blanke hvide tænder.

De stod sagte og stirrede mod den vrimlende havn. Skibet skød gennem vandet, som spyd. Borede sig vej mod det fremmede. Vinden susede gennem sejlene, og rørte blidt deres ansigter. Men der var et stik! Maven var som et hvepsebo. En prikkende, stikkende fornemmelse af samvittighed, stak inden i. Faderen var hjemme, og sad nok drak sig fuld. Klar til at tæve ham. Engang havde faderen taget en dolk, og sendte den lige i kødet på Kvik. Dolkede som et vilddyr, sønnens elskede hund ihjel. Død. Myrdet. Alkoholens magt! En gysen sneg gennem kroppen, og fik hårene til at rejse sig.

Dagene blev til uger og ugerne til måneder. Tiden føltes som en tikkende bombe. Som tikker afventende og længselsfyldt efter land. Jackie stod på dækket og stirrede langs havets grusomme skum. En tanke slog ham! Hvorfor var Jackie taget med? Ham der altid var fyldt med eventyrlysten og stræben efter rigdom. Her var der jo ikke noget. Og man tjener ikke mange penge som skipper. Hvad lavede han så her? “Her, sammen med mig,” fløj det gennem hovedet på ham.

“Land i sigte”, råbte en jublende udkigsmand.

Glæden sprang i alle lemmer og fyldte dem med nye fremtidshåb. Tanith, øen hvor alt kan ske. Vuggende kom de stille i havn. Kun en sørgmodig kurren raslede gennem vandet. En klagende sang.

“Hvor skal du hen?”

Bubba rendte i hælene på makkeren. Følte sig forvirret og dum. Han var ligesom en stor grim klods. I vejen for al mylderet.

“Pas dig selv! Jeg kommer nok om lidt.”

Og væk var han. Mutters alene og fortabt, stod han tilbage. Kun ensomheden var der at gribe fat i, som en hjælpende hånd. Sikke en hjælp! Havnen var som en kæmpe vrimlende myretue. Alle sled og slæbte for at få mad på bordet. Men en myre, kiggede forvirret og forladt gennem alt mylderet. Natten ville snart svøbe himlen ind i sit mørkeblå lagen med skinnende juveler. Dækker sagte himlens univers. Træt og tålmodigt lænede han sig op af en mur. Kold. Kulden trak gennem marv og ben. En stille summen af larm susede forbi ørene. Men hvad var det? Et skrig! Et højt, skarpt, skingert skrig. Fuldt med rædsel. Det var lidt velkendt. Det var Jackie. Det skar gennem ørene og fyldte kroppen med angst. Lemmerne var stive og følesløse. Som en stenfigur. En statue. Stiv og håbløs. Chokeret var han på benene igen. Der var han! Med forfølgere. Jackie kastede noget til ham.

“Pas…”

Stemmen løb ud i et halvkvalt skrig, da knæene sank under ham. Skrækslagen stirrede han ind i en fremmedes øjne. Døde øjne, der engang havde været fulde af liv og iver. Rødsprængte øjne der stod ud som om de ville krybe ud og stirre for evigt på ham. Som et mareridt. Kniven var der stadig. Et sted i ryggen. Kniven der havde boret sig ind i hjertet som et lysglimt. Hurtigt og listigt. Døende hæse lyde steg besværligt ud af de smalle læber. Pinefulde af smerte.

“Løb.” var hans sidste ord.

Han strammede tvivlende grebet om tingen, og spænede af sted som fanden var efter ham.

“Kan du hjælpe mig,” sagde en trist, ugenkendelig stemme fra Bubba.

I døren stod en høj, mørk mand. Medaljonen og papiret smuttede hurtigt og smidigt gennem hans stærke hænder. Mistænksomt så han undersøgende på den unge.

“Vi må af sted nu. Før det er for sent”

Fast og beslutsom stirrede de brune øjne på ham. Mørke som de var, udgød de tapperhed, mod og styrke. Modsat stakkels Bubba. Som var lille, svag, modløs og kun havde lidt selvtillid. To vidt forskellige mennesker stod over for hinanden.

Dagen lang, havde trætte søgende skridt vandret rundt i flere mil! Han var træt og elendig, som en doven hund. Han var ligeglad med den magt, som den lille medaljon ville kunne frembringe. To drager snoede sig sammen, inden for medaljonens grænser. Jorden var deres baggrund. Smukt formet. Stille som en mus der tripper i en fælde, fiskede han den lille runde ting op af lommen. Så beundret på den. Elegant var den lavet. Som rige folk var prydet af pyntede ting og sager. Et brændende ønske om tingen. Han ønskede inderligt at eje noget så flot! Men magten lå ham meget fjernt på sinde.

En lyd! Fra en knækket gren. Hvem var det? En fin, bleg skikkelse stod mellem træerne. Foran dem. En ung pige. De smukke øjne så direkte på Bubbas lomme. Blikket borede sig ind som pile. Pile der med en kraftig vilje ville prikke i én. Ja, blikket prikkede skarpt til hans lomme. Hvor medaljonen lå og brændte, som et stykke skoldhedt kul.

“Melissa. Melissa, er det dig?”

Det mørke ansigt stirrede forundret på det kønne væsen.

“Ja. Jeg kan mærke medaljonen. Giv den til mig.”

Stærke hænder lagde sig om “magtens mønt,” og trak den op. Rakte nænsomt den kostbare ting ud til hende. En pil. Ikke hendes blik, men en ægte pil, skød ind i siden på ham. Et kæmpe brøl sprang nærmest ud af munden på ham.

Melissa, sad medlidende på hug ved siden af den store smerteplagede skikkelse.

“Vi bliver angrebet. Jeg kan hjælpe, hvis jeg får medaljonen!”

Hendes stemme var fuld af angst. Rystende og bange, fik hun stammet ordene frem. Rædsel sneg gennem Bubba, som en giftig slange. Faren tog fat om dem alle. Skyggende og truende var den fare. Det giftige bid kunne angribe når som helst. Når man mindst venter det. Ja, som en tyv om natten. Pigens unge hånd tog hurtigt, men blidt den velformede medaljon og satte den fast til en halskæde. Halskæden hvor medaljonen hørte til! Hvor havde hun den fra? En pil susede forbi hans hoved. Angrebet var begyndt. Men hvad var nu det? Et lys. Det skarpe lys sved i øjnene, som solen indtørrer det saftige græs. Et mærkeligt lys. Det kom fra “magtens mønt,” som pigen havde hævet over sit hoved med udstrakte arme. Mumlede ud gennem de nervøse læber små magiske ord. Kilden til magten! Det var ikke almindeligt magt, men en bro viste sig for dem. En spøgelsesagtigt bro. Lavet af naturens vinde. Broen åbnede en helt ny verden. En hemmelig og fremmede verden, med rigdom....

Lavet af Nanna 8.a .

 

Lone skrev:

 

Nanna dit sprog er fantastisk

Der er "huller" i historien

man er ikke helt klar over

hvad og hvor det hele foregår

 

9 med pil op/9