Dræbersneglen

Skrevet af Nanna 13-02-2006

Der var engang en snegl. Den var lille, skrøbelig og fin. Ja, nok også meget slimet, men den var nu alligevel en flink lille fyr. Den sneglede lidt rundt i verden for at finde noget spiseligt. Men ak ja, det var fuldstændigt håbløst, når man jo var i byen. Den flinke snegl havde ikke andet i øje end den katastrofe der ville ske, hvis den kommer under sådan et kæmpe enormt hjul. Uh, al den opmærksomhed. Ja, så den holdte sig musestille i vejkanten.

Natten faldt stille på og gadelygterne blev tændt. Lyste som levende stjerner, der viste de ensomme væsner vej. Sneglen havde fundet hvile under et stort, visent blad der varmede godt. Den prøvede at sove i sit lune “hjem”. Ja, prøvede mindst titusinde gange. Men sneglen kunne ikke. For den var skrupsulten efter den lange vandring. Så den vovede sig ud på den farlige vej, og sneglede over til et kæmpe hus.

Den tænkte: “Hm.. Aha, deroppe er der jo et vindue åbent. Nøj tænk, der kunne jo være nogle godter!”

Så den fik lavet en slim-vej hen til en trist solsikke.

“Hvad er der i vejen?” spurgte sneglen.

“Ak ja, jeg har det så elendigt, for jeg savner den skønne sol!”

“Jamen, det kan jeg sagtens ordne, hvis du vil hjælpe mig?”

Det endte med at solsikken løftede sneglen op til vinduet, for en klat slim. For solsikken troede nemlig at slimet var noget magisk, ligesom sneglen havde bildt den ind. Men den var blevet snydt.

Mens sneglen snøvlede videre ind af huset, ærgrede den sig over at den ikke bare havde ædt solsikken. Den ville helt klart mætte godt.

Men ærgrelsen gik drønhurtig over, da den så noget mærkeligt stads. Det lyste som krystaller, duftede som sommer og smagte.. Ja, snegle elsker at smage sig frem, når de er skrupsultene. Den flinke fyr var total overrasket, da den havde smagt det, for det smagte bedre end forrådnede blade. Den spiste sig derpå propmæt og tilfreds døsede den hen.

Pludselig begyndte alt at ryste omkring den sovende snegl. Sneglen, der var i fuld gang med at drømme fortryllende søde drømme, vågnede med et sæt og blev vildt arrig af spektaklet. Den løftede øjnene, for at følge med i hvad der skete. Men, hvad var der dog sket? Den synes pludselig at dens verden virkede mindre! Som om at den var skrumpet ned til sneglens bitte størrelse. Men den var fuldstændig ligeglad, og faldt atter i søvn.

Morgendagens stråler banede sig vej ind gennem vinduet. Irriteret stod sneglen op, og var parat til en ny opdagelsesrejse. Ja, til at finde noget til at imponere de kønne frøkner derhjemme. Katastrofen ned af trapperne ville den helt klart undvære. Den faldt nemlig pladask ned af den. PINLIGT.

Ude på den enorme gade, hvor Kongens slot hørte til, så han et syn, der fik hjertet til at galopere som 7 vilde heste. For i midten af en kæmpe flok beskyttende bodyguard, var der det smukkeste væsen. En prinsesse. Hun var yndig og havde en krone af guld og diamanter. Forelsket så sneglen måbende på skønheden, og ønskede at eje hende. Men hvordan? Uden den fjerneste tanke om hvad den skulle gøre, sneglede den sig meget beslutsomt mod flokken. Ja, ængsteligt begyndte bodyguardene at rokke uroligt på sig og nedstirrede nervøst sneglens flydende bevægelse mod dem. Skrækslagne rettede de deres våbnet mod sneglen. Men uden at tøve åbner sneglen gabet op, og en dødbringende slim rammer bodyguardene. De store farlige mænd falder livløse om, og sneglen ved at den har vundet sejren. Prinsessen hvinede skingert og prøvede at humpe væk på sine søde små sko. Men for sent. Hun blev standset ved grebet af en beskyttende slim, der fangede den smukke væsen.

Sneglen fik ført prinsessen ind i slottes smukke kamre, for denne enorme bygning var kommet i den magt, da den havde erobret det hele. Den smukke pige var dybt ulykkelig og begyndte at stortude. Men ufølsomt ignorerede sneglen hende. Ja, og begyndte sin prædiken om hvor højt han elskede hende. Men hendes svar var bare triste hjerteskærende hulk. Det rørte overhovedet ikke sneglen med sin kærlighedserklæring.

Sneglen fortsatte: “..Så du skal gifte dig med mig!”

Forskrækket og frustreret kastede hun hidsigt en vase mod sneglens skjold. Chokeret, rasende og arrigt brølede sneglen ondskabsfuld og straffede prinsessen ved at spærre hende ind i det yderste tårn. Tårerne vældede ned af kinden da låsen blev slået for. Triste tårer der baner sig ned af de glatte runde kinder, og rammer stengulvet. Varme og glødende tårer. Men pludselig sker der noget magisk. En sværm af glitrende tårer blev forvandlet til en yndig fe. En fe der ville hjælpe denne stakkels pige.

“Oh, kære prinsesse. Jeg kan hjælpe Dem!” sagde den gode fe.

Det endte med at feen gav den sørgmodige skønhed en blomst. Ikke en almindelig blomst. Men en magisk blomst.

Derpå gjorde hun som feen havde påbudt hende og råbte på sneglen. Den kom fornøjelig op. Men hvad var det? En blomst! Sneglen så med store øjne på den magiske blomst, og blev lækkersulten. For den var smuk som krystaller, duftede af sommer og smagte af… Jah, det ville den snart finde ud af. Smilende tog den gabet om hele hendes hånd og slugte den smukke blomst. Prinsessen stirrede forventningsfuld på sneglen, men intet skete. Med et suk og et sørgmodigt blik sendte hun ham ud.

Ja, natten lagde sig atter om husene og byen faldt stille til ro. Og prinsessen havde endelig fundet ro i sine drømme. Men pludselig sker der noget. Et farligt spektakel får vækket pigen med et chok. Et stort brag ind til tårnets inderste kammer hvor prinsessen befinder sig, kommer en flok bevæbnede mænd. Hun stirrer skrækslagen på dem, indtil hun får øje på at hendes far iblandt dem. Hun var reddet. Ja, den magiske blomst havde virket. Sneglen var skrumpet. Så al faren var forsvundet og alle var glade igen. Ja, lykkelige.

Så ja, de levede lykkeligt til deres dages ende.

Ja, undtagen den modbydelige snegl. For den mistede jo prinsessen og det halvkongerige. Men måtte i stedet leve resten af sine dage i en kloak, med farlige rotter. Næsten ligesom et fængsel.

 Lone Slrev: Ok eventyr, det er lidt uklart at sneglen bliver stor!

9 med pil op/10