Efterårsaften

(Stil skrevet af Nanna d. 19-04-2005)

Lone skrev:

God stil   Flot sprog !

Super besvarelse

Du er meget dygtig Nanna !

Husk på det, når du bliver

usikker på hvad du kan !!

…løber der en ung pige. Hun flygter fra dødens onde le. Frøerne kvækker ivrigt deres melodi, mens hun vågen er på vagt, for den mindste lyd. Et ørneskrig, for hende til at stivne og vende sig brat om. Hendes grønne øjne kigger skræmt efter, den farer som lurer. Øjnene er som smukke opaler, blanke som is, de skinner af sørgelige tårer, som sætter sit spor ned af kinden. Efterårsvindens kolde gys, hyler mod hendes glatte hud.

Et højt skingrende kvindeskrig, får pigens øjne på gled. Et blegt lig ligger for foden af tårnet, som sort og stolt står mod himlens mørke farve. Vinden strøer den unge, kærligt fra top til tå, men hun er skræmt fra vid og sans.

Skovens træer knager lovende om skjulesteder. Hun tøver, indtil en hel hær af krigere, galoperer ud af slottes forfaldne port. Kun månens flotte skær, oplyser vejen for dem.

Grenene står som uhyrer derinde i den væmmelige skov, og truer med at tage fat i hende. Panisk løber hun mellem træerne, som river hende i det gyldenbrune hår. En ugle sidder med en mus, som piber ynkeligt om hjælp. Hun løber og løber, men kommer ingen vegne. Skoven er ligesom en labyrint, med mange fælder. Men der, imellem skovens træer, der er et underligt skarpt skær. Det er ikke fra solens lys. Lysets skær, danser vildt og voldsomt, ligesom løver i kamp. Vaklende, skynder hun sig derhen. I skjul for grenene, kigger hun stille ud over den åbne plads. Ligbålenes flammer lyser kraftigt op. Til hendes frygt, ligger der mange blodige krigere, spredt på den flade mark. Døde krigere som har kæmpet for Kongens magt. Men en stråle af glæde, falder der dog over pigen, for nu er hun sluppet ud af Bjergkongens lænker. Hendes far kan kæmpe igen, for hans frygt for sin datters, grusomme død, behøves ikke længere. Der er nu kommet nyt håb. Hun ser dog trist på ligbålene, og lister sig nærmere. Hendes modstander jubler med deres krigs røst, som minder om et ulve hyl. Sejrsbrølene standser pludselig. Nysgerrigt stirrer hun på en flok stærk bevæbnet krigere, de kommer fra borgen. En rødmosset, mager mand, er iblandt dem. Hun skuler ondt på Bjergkongen, som er den magre, og sværger sagte sin hævn, for sit folk, mens hun ømt ser mod bålene. Hans behårede arme, fægter voldsomt, og han brøler med en dyb hul stemme, noget utydeligt, som får krigerne til at fare sammen. Et tegn i deres ansigter, viser hvor rædselsslagne de er, og de kigger målløs på deres konge…

Solen fortryller himlen med dens gyldne farver, mens dens vej går ned. En ræv snuser blidt, til de blege lig, rundt omkring. Et jublende sendebud, råber vildt noget uforståeligt. Hans lidenskabelige brøl får hende til at ryste. Nej, det kan ikke være sandt, men det er det. Hendes far er død.

Natten falder på og lader stjernerne lyse smukt, som fakler. Hun lister nærmere pladsen, hvor søvnløse vagter tramper rundt og er brede som okser. Det lykkedes den unge, at komme ind i Bjergkongens fornemme telt. Hun tager rystende hans sværd, der er tungt, som en kampesten. Hun tøver, men hans drab på hendes far og alle de uskyldige, giver hende mod. Han snorker troskyldigt og har ingen anelser. Sværdet flyver drabeligt ned og skyder sig vej gennem tæppet. Men han er i sidste sekund, vågnet op, og rullet sig væk. Med sammenknebne øjne og et vagtsomt blik, skuler hun efter den flygtende konge. Et glimt, får hende til at se ind i spejlet, og der er en skikkelse, parat til at myrde. I sidste øjeblik, vender hun sig brat om, og flår sværdet nøjagtig ind i hjertet, på hendes modstander. Han stønner og udbryder halvkvalte lyde, mens våbnet glider langsomt mellem hans fingre. Øjnene stirrer tomt og dødt lige ind i hendes. Han sænker sig ned på knæ, mens han ryster af smerte. Hun skubber ham voldsomt fra sig. Sværdet er rejst op, som en vulkan på en øde ø. Hun stirre lamslået derpå. Mågerne skriger deres uhyggelige melodi, over den dødes telt. Hvad skal hun gøre? Uden en hest, vil hun øjeblikkeligt være fortabt.. Nu ved hun, hvad der kan redde hendes liv…

Skjorten, hun tager, er lavet af kridhvid silkechiffon, som sidder løst til hende. Hun hiver hurtigt som lynet, bukser og et par skinnende lange støvler på. En hat og en kappe, så er hun klar til at flygte. Pigen sniger sig gennem mørkets mulm, hen til nogle heste, der er tøjlet fast til et kæmpe egetræ. Et flyveegern svæver fredeligt deroppe. Et let spring, og hun sidder på en flot mørk hest. Den galopere ivrigt af sted, uden en fjende har opdaget dem. Græshoppernes sang, rasler stille og kærligt, for dem…