Nannas fortolkning af billedet, Livet, af Marc Chagall. Nanna fik 11 i karakter for denne stil.

Stilen er skrevet færdig den 18-08-2006.

Livet

Natten falder på, som en sort sky ravn der dækker himlen med sine vinger. Mørket kommer snigende og lægger sig over byer. Man kan ikke flygte fra det, det vil altid være der. Sådan ender hver dag. Hver eneste dag! Nogle er lettede over nattens komme, mens andre er skuffede. Ja, ville endda holde den væk med viljens kraft. Men vi er magtesløse, når det gælder hverdagen. Selv livets gang. For vi er kun støv. Støv der fødes, formere sig og dør. Det har altid været det samme gennem tiderne.

Livet er nogle gange overraskende ens. Ligesom en høne med sine fjer. Lidt forskellige er mennesker dog, men alligevel ender de med at ligne de andre. Nogle er farvestrålende, mens andre har talenter. Men er det nok? Det er som om der mangler noget. At der er mere end det. Vi prøver at søge efter svaret, men hvor skal vi lede? Man studere i bøger. Leder overalt, for vi ved at det er der.

Man prøver at fylde sit liv med værdier, som kunst og musik. Ja, livets toner flygter den samme vej. Den samme melodi. Tonerne flygter forgæves fra ulykkeligheden. Den er der. Ulykkeligheden vil altid følge med gennem livet. Man prøver at slå den med ny musik. Ny kunst. Nogle gange lykkedes det. Men det er ligesom at gå på en line, man kan aldrig vide sig sikker. Man prøver at holde balancen, men for sent! Man falder. Falder ned i ulykkeligheden, der griber sjælen og flår i den som et rovdyr. Livet slutter ikke der, midt i elendigheden. Der er en stige, der fører op til lykken. Man skal ikke vente med at komme op til toppen af stigen. Efterhånden vil det nemlig blive svære. At vente på en forandring. Fisker man ventende efter forandringen vil man aldrig nå den. Den vil aldrig komme forbi én uden tvang.

Livet deler et menneske op i to. To forskellige, men alligevel ens mennesker. To personligheder. Det ene vil være god og hensynsfuld, mens det andet gør overraskende ting. Overraskende og forfærdelige ting. Den har inderst inde lyst at skrige sine kvaler ud. Hyle ængsteligt som en violin. Men de to personligheder hører sammen. De vil altid være som to snore, der er bundet til hinanden. En stram knude. Det er umuligt at skille dem. For sammen vil de begge le, græde, trøste og opmuntre hinanden. De søger begge efter kærlighed.

Der er kærlighed og lykke i livets få år. Man giver væk af kærligheden, og man vil få den. Man mangler ikke, så længe man giver af den. Der er kærlighed over alt. I luften. Hvorhen man end går, er der nogle der er lykkelige. Det er som sød musik. Musik der lægger en rolig atmosfære omkring én. En fredelig tone. Lyksalighed. Man har glemt elendigheden. Kun hvis man ønsker det, kan den forsvinde. Ulyksaligheden kan komme når som helst. Som en tyv om natten. Når man mindst venter det. En tragedie!

Livet er et tragedie. Man mister dem man elsker. Dem man virkeligt har holdt af, ånder ud som blomster der visner og til sidst dør. Lagt til hvile. Alligevel er de der er borte altid nærværende, og ingen er så nær på os som, dem der er borte. Men man vil altid føle en tomrum. Noget tomt inde i sig selv. Det vil stikke og prikke til én, som en sygdom. Tristheden over at være forladt. Alene tilbage.

Der et lys. Et lys der brænder for at vise os vej. Vejen der fører gennem livets trængsler. Livets flamme. Men der er en vind, en brise, der puster den ud. Slukkes. Går bort som solen om aften. Men flammen vil ikke blive erstattet med en måne. Den har brug for en ven. En ven der kan tænde lyset når den går ud. En ven der vil vente til man er på rette spor. Man kan ikke klare sig alene. Livet er ikke som dans på røde roser. Der er ikke altid lykke og kærlighed. Den blæses ud med flammen til livet. Men vennen vil være der. Puste ny liv i flammens glød. Sådan er livet. Man kan ikke undvære en ven. At være uafhængige af andre.Det er ikke normalt. Man skal elske og støtte hinanden. Man er lykkelig med en ven!

Bygninger står stolte frem. Viser hvad folk har kæmpet for. Tidens kunst. Det står der som stolte, men uhyggelige minder. Selv gamle, slidte bygninger er smukke. Pyntet med mosaik. Et livs værk. Paris. En strålende by. Man beundre dens bygninger. Som Eiffeltårnet, der højt knejser mod himlens skyer. Et liv er brugt til at skabe dette vidunder. Månen står smukt og klart over hustagene. Den står som kontrast til himlens mørke. Natten er igen kommet. Nu er gadernes mylder faldet til ro midt i efteråret. Bladene drysser ensomt af træerne. En sagte larmen af latter og violinspil, fra en hyggelig lille stue, laver en melodi med vinden.

Vinen får mennesket til at blive et andet. Det er gift. Det jager gennem kroppen som bølger af hav. Svimmelheden suger én med strømmen. Man opføre sig som børn igen. Man vil altid være som børn, nogle er ældre end andre.

Livet er som et teater. En fremvisning. Man ønsker at vise andre at livet er skønt. At man har et fantastisk liv. Et helt fejlfrit liv. Men det er et skuespil. Det er umuligt. Man kan være lykkelig i en stund, men der findes også ulykkelighed. Man er usikker, for man skjuler sig bag en maske. Gemmer sine følelser.

Lone skrev: Flot! Super duper Nanna !

                  Du er så dygtig, Så tro på det !

                                                                11/10

Marc Chagall, La Vie, 1964